Pårørendekursus - Medafhængighed (weekendkursus)

Pårørendekursus - Medafhængighed (weekendkursus)

Medafhængighedens forbandelse eller forvandling

- et terapeutisk forløb over en weekend

FORMÅL

Ønsker du ny inspiration og praktiske værktøjer til bedre at kunne håndtere at være i et nært forhold med et menneske med en psykisk sygdom, misbrug og eller afhængighed – så er dette forløb noget for dig. Kærlighed er det vigtigste, men kan ikke altid overvinde alt.

♥ Du vil få mulighed for at være i et trygt rum, hvor erfaring, styrke og håb deles – og få input "udefra"
♥ Du vil lære mere om dig selv, afhængighed/medafhængighed, dets konsekvenser og effektiv håndtering af "medafhængighed"
♥ Du vil lære om Hjertedialog, konfliktnedtrappende kommunikation og grænsesætning
♥ Du vil lære om tålmodighed uden at det sker på bekostning af dig og dit liv
♥ Du vil lære om sund egenomsorg og hvordan du kan passe på dig selv
♥ Du vil lære om sammenhænge mellem psykisk sygdom, misbrug og afhængighed.

KORT BESKRIVELSE

Dag 1: Fredag  d. 27. september 2024, kl. 17:00 - 21:00 (opstart)
Dag 2: Lørdag  d. 28. september 2024, kl. 09:30 - 17:30
Dag 3: Søndag d. 29. september 2024, kl.  09:30 - 16:30
Obs.: Indlagt løbende pauser + 1 times spisepause.

Dag 1: Foredrag & introduktion til temaet:
Medafhængighed – og relationel afhængighed. Hjertedialog og hvad det er og hvad det er inspireret af. Introduktion til den vanskelige relation og nogle af årsagerne til, hvorfor det kan være svært. Indføring i konfliktrappen, dramatrekanten (indre & ydre), relationelle kompetencer, følelseshåndtering og de fire temperament (kort) og andet relationelt relevant.

Dag 1 & 2: Vi vil nu arbejde kreativt og indfølende med rejsen fra individets relationelle afhængighed til medafhængighed. Vi vil arbejde med den svære relation – og vejen fra det relationelle drama til den dynamiske og autentisk hjertedans.
Vi vil arbejde gruppedynamisk så hver deltager bliver helt bevidst om sig selv og egne kerneværdier, relationsmønstre og kompetencer. Herefter vil det være muligt at arbejde konkret med disse indsigter i forhold til nuværende livsomstændigheder og mestring af disse. Konkrete hjertedialog metoder og relationelle værktøjer vil blive afprøvet.
Det bliver en omsorgsfuld, dynamisk, kreativt forløb, hvor der er plads til alle – uanset baggrund, såringer og traumatiske relationelle oplevelser.

PRAKTISK

Der et køleskabsplads til opbevaring af egen madpakke og drikkevarer. Alternativt er der flere gode spisesteder i kort gåafstand fra vort sted.
I prisen indgår materialer, samt kaffe/te/vand og økologiske nødder/tørret frugt og frisk frugt i løbet af dagen.
Medbring tøfler/varme sokker/hjemmesko – vi har “skofri” zone.
Overnatningsmuligheder er der mange af i Viborg. Flere klienter har haft gode erfaringer med klosterpensionen.dk - tlf.: 21 45 56 54 - få meter fra klinikfællesskabet.

Obs.: minimum 6 betalende deltagere.

BAGGRUND

Weekendforløbet er udviklet på opfordring fra flere sider. Det vil tage hånd om de pårørende. Mennesker, som har et stort hjerte, og som derfor har brug for nogle konkrete værktøjer til at passe bedre på sig selv – og input til at håndtere medafhængige livsomstændigher på nye måder. 

Forløbet er udviklet af og vil blive faciliteret af proceskonsulent, Reg. Psykoterapeut, socialpædagog, misbrugsterapeut og supervisor Knud Thorbjørn Hansen.

Som medafhængig bliver du hvirvlet ind i den psykisk syges behov, misbrugeren eller den afhængiges adfærd og oplever måske, at du begynder at tilsidesætte egne behov og værdier og langsomt mister dig selv.
Udover påvirkningen af den enkelte medafhængiges liv giver det praktiske udfordringer; både individuelle-, behandlingsmæssige- og samfundsrelaterede.

Det intense terapeutiske forløb vil bygge videre på et udviklingsforløb fra oktober 2022: "Hjælp dig selv - hvad enten du er fagperson eller medafhængig” (støttet økonomisk af Social- & Sundhedsudvalget, Viborg Kommune og iværksat af pårørende foreningen Frirum Viborg og Viborg Totalafholdsforening). Dette forløb henvendte sig ligeledes til pårørende til et menneske med en psykisk sygdom, misbrug og eller afhængighed, samt til fagpersoner.
Dette førte til udviklingen og gennemførelsen af et 3 mdr’s forløb for pårørende i 2024 – også med stor succes.

Jeg ser frem til en intens og bevægende weekend.

Hjertelig hilsen
Knud Thorbjørn Hansen