Vi taler så let om "misbrug", men glemmer ofte, at ordet i sig selv dømmer. Når vi siger til en ung, at vi vil hjælpe dem ud af deres misbrug, siger vi samtidig: du gør noget forkert, du er forkert – og det skal du holde op med.
Ikke mærkeligt, at mange unge reagerer med modstand.
I mit arbejde med unge anbragte ser jeg det igen og igen: Bag det vi kalder "misbrug" ligger der langt mere end stoffer, gaming eller alkohol. Det handler om unge mennesker med en sjælelig smerte, der rækker dybt. De bruger sjældent såkaldte rusmidler for at få en festlig rus – de bruger dem for at få ro og dæmpe kaos. For at dulme en indre krig, som de sjældent selv kan sætte ord på.
De har lært at regulere deres sindsstemning udefra – med hash, sukker, sex, mobil, skærme, selvskade. De har lært at flygte. Og når systemet siger: “Stop dit misbrug – så kan vi hjælpe dig”, svarer vi dem egentlig: du må klare det selv, før du kan få støtte. Det virker ikke. Det ekskluderer netop dem, der har allermest brug for at blive inkluderet og føle sig favnet og elsket.
Deres “misbrug” er i virkeligheden ofte et selvmisbrug. En smertefuld kamp mod sig selv, sit liv, sin krop – hvor afhængigheden bliver en overlevelsesstrategi. For hvem hjælper dem, når de ikke længere tror på sig selv? Når panseret beskytter mod svigt, men også lukker alt håb ude?
Vi har set det igen og igen: Mennesker, som har været på dybt vand, men er kommet i land – ikke fordi de selv havde kræfterne, men fordi nogen var der. En rolig søjle. En tillidsvækkende voksen. Et menneske, som kunne se bag facaden og turde blive stående.
Vi skal forstå, at det ikke er viljestyrke, de mangler. Det er tillid, tryghed og relationalt nærvær. Først når en ung føler sig mødt og set – ikke vurderet – kan hun begynde at slippe sin “sut”, sit stof, sin afhængighed. Først da kan noget nyt tage form.
Derfor er det os – de voksne, fagfolk, medmennesket – der må ændre tilgang. Vi skal turde se smerten bag adfærden. Vi skal være det håb, de endnu ikke selv tør tro på. Og vi skal huske, at:
De unge, som har allermest brug for kærlighed, beder ofte om det på den mest ukærlige måde.
Er du den, der tør stå fast med mildhed, tillid og tro?
Af Knud Thorbjørn Hansen