"Jeg kan ikke mærke dig!" – det udtryk kommer engang imellem over en terapeuts læber, når denne føler en manglende kontakt til en klient: jeg kan ikke mærke dig!
For ikke så længe siden stødte jeg på en sådan henslængt bemærkning – og min indre stemme, blev ved med at rumstere omkring dette. Til sidst satte jeg mig og begyndte at nedfælde mine tanker omkring det. Udtrykket siger ekstremt meget oplever jeg!
Hvis vi som terapeuter tror at vi er så udviklede at vi mærker – at vi IKKE kan mærke den anden … altså at det er klienten som er problemet – så er det for mig udtryk for en enorm arrogance, en afledning og blot storhedsvanvid i en gradbøjet form.
Hvis vi som terapeuter er godt funderet og balanceret i vort eget energisystem, har udviklet vores 12 sanser og skarpe observationsevner og intenst lytter efter den indre stemme;
stemmen fra “nogen, som véd alt”, er overalt, lægger mærke til alt, som har en uendelig forståelse og som er absolut ubestikkelig … ligesom et visdomsfyldt orakel med en uendelig hukommelse, en alletilstedeværende ånd og et uendeligt stort kærligt hjerte
… så kan vi med mange års erfaring og øvelse i bedste fald se, høre og mærke intuitivt. Vi kan få en fornemmelse af, at der sker noget i den anden uden nogensinde at vide det nøjagtigt. Vi kan tilsidesætte vort eget og give vores ubetingede opmærksomhed til klienten.
Hvis vi forsøger at fornemme, hvad der sker i den anden – vil det ofte være en fortolkning, som foregår på et mentalt plan! Uanset kræver det bevidst tilsagn fra den anden “at vi tuner ind” på denne.
Det at vi som terapeuter bliver bevidste om, at der sker noget i den anden, som måske er ude af balance, kan i bedste fald føre til, at vi på en undrende og omsorgsfuld måde undersøger de indikationer vi har fået sammen med klienten:
- måske er den anden fyldt med en dyb sorg
- en altoverskyggende smerte
- en inderlig længsel
… men uanset om vedkommende har været nødt til at “lukke sit hjerte for en stund” for at kunne være i livet og møde andre mennesker uden at sårbarheden hænger til fri skue for andre – så kræver det mildhed og næstekærlighed for at klienten tør åbne op og læne sig ind i terapeuten, når denne er klar til det.
Måske arbejder klienten med det, som vi som terapeut måske lige netop selv mangler at arbejde med; ikke at handle på uovervejede følelser.
Måske handler klienten bare som Odysseus (Odyssen, 20. sang) og maner sit hjerte til standhaftighed i det åbne rum:
“Hold ud, hjerte … således talte han og dadlede sit hjerte i brystet. Da adlød ham hans hjerte fuldt ud og holdt stand - uafladeligt” … og jeg taler ikke om “nedlukning”.
Det er for mig udtryk for et ufølsomt hovmod at sige til et andet menneske “jeg kan ikke mærke dig!” Jeg kan huske til en Supervision, hvor en erfaren ældre supervisor meget klart udtrykte:
“Vi kan ikke mærke vores klienter, vi kan kun mærke, hvordan den andens energisystem påvirker vores eget – i bedste fald!”
Som terapeuter skal vi hele tiden arbejde med os selv, vores egen fundering, vores egen udvikling på flere planer – og netop det at vi ikke “kan mærke den anden” bør få os til at stoppe alt vi har gang i, trække håndbremsen – og stille os selv det spørgsmål:
- er der noget jeg skal arbejde med?
- har jeg funderet mig selv ordentligt i dag?
- har jeg været 100% tilstede i dagen eller har min tanker været fokuseret et andet sted?
Alt er energi – og som Einstein udtrykker det:
“Vedrørende materie, så har vi taget helt fejl. Det vi har kaldt stof er energi, hvis vibrationer er nedsat så meget, at det kan sanses af vores sanser. Der findes ikke stof!”
Hjertet har et magnetfelt, som er målbart – det rækker 6-8 meter ud … derfor vil vi altid blive påvirket af et andet menneskes energifelt – som minimum.
Derfor når en terapeut udtrykker: “jeg kan ikke mærke dig!” – så har terapeuten som minimum selv brug for hjælp og vil i værste fald gøre mere skade end gavn for klienten ved en sådan kommentar! Det er aldrig klienten som er problemet.
Som terapeuter kan vi, hvis vi ikke er godt funderet bliver forført i alle mulige retninger – og det kræver at vi hele tiden arbejden på vores egen fundering, daglige selvrefleksioner og meditative praksiser. Herved er vi bedre rustet til at leve et terapeutisk liv, hvor vi er menneskeligt, fagligt og etisk solidt funderet – så vi lever i overenstemmelse med de gamle terapeutiske etiske regelsæt og den Hippokratiske ed – og herigennem sikrer at vi aldrig gør skade på os selv og andre.
Hvis ikke, viser al erfaring at så ender vi med at blive forført at flyvske stemninger, foranderlige følelser, mumble-bumble mantraer, religiøse dogmer, sindstemningsændrende ud-af-kroppen oplevelser/metoder/præparater etc – som fører os i alle mulige retninger og hvor vi tilsidst ender med at “miste os selv” til stor skade for dem omkring os og for det terapeutiske fag som helhed.
Václow Havel beskriver det autentiske liv, som livet i sandhed.
I den sammenhæng kan vi som terapeuter stille os selv spørgsmålene:
Har vi i dag virkelig lyttet og handlet på universets personlige kald – eller har vi ladet os forføre af det umiddelbare indre drama, angsten og “livet i løgnen”.
Har vi i dag overvundet angsten og fundet ind til heltemodet
Har vi turde konfrontere vores egne indre lokkende dæmoner med erkendelsesmodet
Har vi udlevet vort moralske mod og behersket de overvejede følelser
… så vil vi oftest mærke en forløsende kraft, en indre ro og en stor indre styrke, som udfolder sig.
Har vi handlet i overenstemmelse med denne indre stemme, så sker noget helt andet. Alle kender den ubønhørlige stemme, som hele tiden hvisker, sår tvivl, giver uro, søvnløshed, smerte og indre dilemmaer, når vi tillader os at være i ro og være i et stille rum – alene med os selv – og stemmen.
Kan du være alene med dig selv, med fred og i stilhed – uden at gøre noget – blot væren?
Eller er du hele tiden i “gøren modus” for at undgå at finde modet og gøre det rette?
15.01.2023
Knud Thorbjørn Hansen